Studietur i Lokalarkivet


Landsbyforeningen Terp havde den 20. september ’17 et arrangement på Lokalhistorisk Arkiv, Lisbjerg. Arkivleder, Henning Nielsen, fortalte om arkivets historie, formål og daglige arbejde. Vi fik et interessant indblik i det store arbejde, der ligger i at modtage, registrere og nummerere det materiale man modtager. Deltagerne fik også mulighed for dykke ned i skufferne for at få indsigt i sit eget matrikelnummer… eller naboens. For mange af os var det et gensyn med meget af det vi har glemt. Og hvis billederne var endnu ældre, så kom udsagnet “hold da op, har det virkelig set sådan ud engang”. Samtidig fik vi en klar påmindelse om, at man ikke bare skal smide gamle dokumenter eller billeder væk. Eftertiden kan få meget stor glæde af den slags ting. Det var P. Skærlund, der havde arrangeret i samarbejde med Sonja Andersen. Og derfor var der både vådt og tørt til halsen gennem hele aftenen. /ww

Her studeres arkivmapperne af to af deltagerne.

Arkivleder Henning Nielsen. Med omhu og nidkærhed sørger hen for at passe godt på fortiden.